Skip to content

Uvaner/Problemer

Urenlighed
Katten kan få fysiske og psykiske problemer, hvis den kan mærke følelsesmæssige spændinger og/eller ændringer i sit hjem blandt sine mennesker.

Det kan bl.a. føre til urenlighed. Nogle katte lemlæster endda sig selv. Det er bevist, at f.eks. blærebetændelse, kløende hudlidelser og mavekatar kan opstå, fordi der sker ændringer i forholdet til mennesket eller ændringer i hjemmet.

Selv det at flytte lidt rundt på møblementet kan stresse en kat, eller hvem har ikke prøvet at skifte kattegruset ud med noget, man selv synes er bedre, hvorefter katten besørger alle andre steder end lige i bakken.

Stabile forhold
Katten er afhængig af stabilitet og et roligt forhold til os mennesker for at være i psykisk balance. Derfor er det vigtigt, at bestræbe sig på rolige familieforhold.

Hvis du stresser op, fordi din kat også stresser, er det skruen uden ende, og Jeres forhold bliver anstrengt. Katten kommer endnu mere ud af ligevægt, og derved øges risikoen for sygdomme, da for meget stress svækker immunsystemet. Faktisk lige som hos mennesker. Så sørg for stabilitet, og et nært og stærkt forhold. Så får du en glad kat, som er i psykisk balance og ligevægt. Du bliver også selv mere rolig.

Pludselig urenlighed
Hvis katten pludselig er blevet urenlig, må man som ejer, til at kigge nærmere på sine omgivelser. Har der været familieforøgelse, er der flyttet en ny kat ind i nabolaget, der generer ens egen kat, skilsmisse, ny partner eller lignende.

Kattebakken
Prøv at flytte kattebakken til et roligere sted, hvor der er mere privatliv. Bakken må ikke stå i nærheden at kattens mad eller sovested, og prøv at find et mærke kattegrus, som katten accepterer samt nok vigtigst, hold bakken ren.
Kattebakken skal være noget, katten forbinder med fred og ro, så lad være med at fange den på bakken, hvis den skal have medicin. Lad også være med at jage den hen på bakken, hvis den sætter sig i tisseposition et uønsket sted.

Når bakken skal vaskes af, så brug aldrig midler, der indeholder ammoniak, men brug i stedet Rodalon. De uønskede tissesteder kan man forsøge at afdække med stanniol eller plastik. Man kan også forsøge at sætte bakken på det uønskede sted, og så langsomt flytte den hen til det ønskede sted.

Hvis problemet skyldes, at katten føler sig overset og ensom, er det jo nemt nok at løse. Man skal bare give sig mere tid sammen med sin firbenede ven.

Syntetisk feromon
Der er kommet et middel på markedet ved navn Feliway. Det er et syntetisk feromon, som svarer til den duft, katten afgiver, når den gnider sig op og ned af ting og mennesker. Dette middel sprayes på de uønskede tissesteder, og skulle eftersigende virke. Feliway må ikke sprayes i bakken, da katten så ikke vil bruge den, og så er man jo lige vidt.

Kunstig feronom kan også bruges til psykisk ustabile katte. Jeg har med held brugt det til Ronja, som efter et stykke tid, faldt til ro og holdt op med at angribe mig.

Foruden feronom i sprayform findes det også som dispenser, som sættes i en stikkontakt. Herefter afgives duftstoffet i passende mængder. Det er ganske ufarligt for mennesker og dyr.

Hvis man mistænker at katten er syg og derfor er urenlig, skal dyrlægen kontaktes omgående. Det er altid bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt. Og husk, at der findes ingen dumme spørgsmål – kun dumme svar.

Se også Urinmarkering

Uldspiseri
Af og til kan man komme ud for, at ens kat pludselig nærer en intens trang til at spise uld. Det starter som regel som sutten på uldne ting, som eskalerer til dissideret spisning af f.eks. frynser. Det siger sig selv, at denne uvane er usund, og det kan desværre også være svært at komme til livs.

Uvanen ses ofte hos katte, som har skiftet hjem for tidligt eller meget nervøse dyr. Uvanen forsvinder ofte efter kastration eller sterilisation. Uldspiseri er ikke en sygdom som sådan, blot en frygtelig dårlig vane, men det kan muligvis skyldes orm, så kontakt dyrlægen for yderlige råd og vejledning.

Båndspisning
Mange katte nærer en stor kærlighed til at spise garn, bånd og elastikker eller plastikposer. Dette kan gøre stor skade i tarmsystemet, da katten ikke kan fordøje dem. Hvis den har konsumeret en elastik eller lignende, så prøv at give den kattegræs eller kattemalt for at få den til at kaste op.

Nål og tråd
Pas også på med nål og tråd, læg det altid på et sikkert sted, når det ikke er i brug. Sådanne ting kan virke utrolig fascinerende hos katte, og det tager kun et splitsekund, før nål og tråd er ædt.

Potteplanter
Mange katte ynder at grave i husets potteplanter. Her kan man lægge strandsten, net, citrusskaller eller sølvpapir oven på jorden. Alternativt kan man forsøge at spraye med citrusduft eller eukalyptusolie, som katte ikke kan fordrage duften af.

Man kan prøve at komme problemet i forkøbet ved at give katten kattegræs, og så skal man lige være opmærksom på, at mange almindelige potteplanter er giftige for vores katte.

Reklamer
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: