Hop til indhold

Nu du alligevel er oppe …

februar 7, 2014
Arkivfoto. Picto havde en dårlig hårdag

Arkivfoto. Picto havde en dårlig hårdag

Eftersom Ronja jo mest ligger under et eller andet blødt tæppeværk, er der ikke det helt store at skrive om. Så jeg holder fri og overlader ordet til Papfar:

Normalt vågner jeg mellem 6 og 7. Året rundt. Selv om det kan blive tidligere i sommermånederne.

Det ved fruen i hjemmet, Picto, selvfølgelig også. Og det passer hende glimragende. For så kan hun med sindsro slumre videre, vel vidende at hendes mad bliver serveret kl. 8.

Og skulle maden mod forventning ikke blive serveret på slaget, er fruen sjældent sen til at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Og, at nu har klokken altså passeret 8 og at køkkenet for længst skulle være åbnet.

Hensynsfuld
Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Picto faktisk også er yderst hensynsfuld. Har jeg en sjælden gang imellem behov for at sove længere, bliver jeg ikke forstyrret.

Selv om jeg da ofte er vågnet af lyden af små, trippende (læs: hårdt trampende) poter, når fruen med jævne mellemrum tilser dovendyret for mulige livstegn. Og snarlig redning fra sultedøden.

Men ikke noget med at trampe rundt på mig. Eller bide mig i næsen. Eller andre af den slags narrestreger som for eksempel Ronja mestrer til fuldkommenhed, når hun mener, hendes menneske har fået lov at fede den under dynen længe nok.

Tik tak, snot snot
Lige for tiden døjer jeg med influenza. Den der skønsomme miksture af feber og snot, man er så heldig at pådrage sig med jævne mellemrum fra andre tobenede.

Trods den fornøjelige tilstand, vækker mit indre vækkeur mig oftest som normalt. Men i nat gik det indre ur åbenbart helt galt.

For jeg vågnede lidt over 3 og endte med at stå op. Ok, måske burde jeg ikke skyde skylden på det indre vækkeur.

Det var nemlig lugteorganet, der var tilstoppet i svær grad. Og da jeg først var vågen, resulterede det i en konstant snotten, der gjorde videre søvn upraktisk.

Du forstyrrer
Jeg traskede ind i min noget varmere stue. Og blev mødt af et ondt blik fra fruen. Der ellers lå og talte mus på min sædvanlige plads i sofaen.

Og blikket sagde med al tydelighed, at jeg egentlig ikke var videre velkommen. Tværtimod. Jeg forstyrrede fruens meditative tilstand.

Trods tydelige tegn på utilfredshed, fik jeg dog lov at indtage min plads. Men da fruen blev opmærksom på min støjende adfærd i forbindelse med de nasale udtømninger, fortrak hun til roligere omgivelser for at fortsætte sin skønhedssøvn.

Tidligt til køjs og sent op
Efter et par timer og et snudeskaft, der ikke længere truede med kvælningsforsøg, fandt jeg atter sengen. Og noget tiltrængt hvile.

Natteekskursionen havde dog tilsyneladende lammet det indre vækkeur. For jeg sov dybt både kl. 6 og kl. 7.

Ja, jeg sov skam endnu dybt kl. 8. Men hensynsfuld som fruen nu engang er, fik jeg lov at sove i fred.

Bevares, jeg vågnede dog kortvarigt ved lyden af mad- og vandskåle, der, provokerende larmende, blev flyttet rundt i køkkenet. Men næh nej, vække mennesket kunne fruen jo ikke drømme om. Jeg kan da bare lade være med at vågne ved selv den mindste lyd.

Reddet af gong-gongen
En halv time over fruens madtid ringede telefonen. Fastnettelefonen. I stuen.

Og jeg ignorerede telefonen. Opkald til min fastnettelefon kommer normalt kun fra familie og venner. Var det meget vigtigt, ville de nok forsøge at fange mig på mobilen. Eller ringe igen på et senere tidspunkt.

Fruen ville det dog anderledes. Hun stak hovedet ind i soveværelset og proklamerede højlydt, at telefonen ringede. Fastnettelefonen. Inde i stuen.

Jeg overgav mig og besluttede mig for at stå op. Selv om sengen havde et ellers godt tag i mig.

I samme øjeblik mine fødder rørte gulvet, stormede fruen mod køkkenet. Mens hun over skulderen tydeligt råbte: “Nu du alligevel er oppe …”.

From → Gamle indlæg

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: