Skip to content

Jagt på snefnug

Py ha - jeg har fanget 2.017 snefnug i dag

Py ha – jeg har fanget 2.017 snefnug i dag

Utroligt – Ronja er ni år gammel og hvert eneste år bliver hun lige forbavset over snefnug på ruderne. Hun jagter dem – og jeg tror også hun tæller dem, hun fanger. I hendes verden.

Men det tager jo energi og kræfter fra hende. Dette bette pus, som lige pludselig har fire ben, der skal koordineres, når hun jager snefnug.

Det er lidt sjovt at se. For hun er bestemt ikke nogen yndefuld balletdanser.  Og så hun kræver bare ekstra mad – hele tiden, når altså hun er vågen. For hendes jagten efter snefnug kræver ekstra meget energi (læs: Mad) – åbenbart.

Men … så er det jo godt, at hun kan holde fyraften i sofaen og vise alle sine herligheder frem. Hun er virkelig den store jæger – og jeg er stolt af hende🙂

Halloween

Halloween er ikke noget vi lige frem fejrer eller holder herhjemme. Men på en tur på landet fandt jeg dette dejlige græskar – jeg tror de er katte-ejere:

 

Halloween kat

Halloween kat

I hi igen

Så er man i hi - hi hi

Så er man i hi – hi hi

Så er det blevet koldt, blæsende, gråt og i det hele taget efterår. Og dermed er Ronjas indre kuldskære ur gået i gang: “Det er koldt. Uf”. “Det er mørkt. UF”. Og hvad er den bedste kur mod det?

At gå i hi. Og det er netop det Ronja gør. Trods sin store størrelse. (Tys tys – men 10+ og det er ikke gram) samt sin store vamsede pels, fryser hun. Allerede nu.

Så det bedste hun kan gøre – er at gå i hi. Hun har redt sin dyne, eller rettede lavet en hule og her ligger hun dybt inde i. Jeg skal lokke hende ud til middagstid og så trisser hun ud på tåspidserne, for gulvet er koldt.

Hun er frygtelig kuldskær og her er faktisk ikke særlig koldt. Men det tror hun og måske er jeg heldig at jeg ser hende igen, når foråret viser sig.

Men jeg graver hende fri af dynen engang imellem, bare for at få et lille glimt af hende. Og hun nyder jo også lidt nus derinde i hulen …

 

Udmattende dag

Hård dag på kontoret

Hård dag på kontoret

Ronjas dage går stort set sådan her:

Jeg vågner – ved at hun enten skubber eller napper mig ud ad sengen, hvorefter sengen indtages af hende

Hun sover videre – jeg er vågen og har fred

Omkring klokken 13.00 vågner Fruen op til dåd. Ordner lokkerne og begynder at tigge mad

Omkring klokken 14.30 eller senere tager jeg ørepropperne ud og servicerer fruen

Derefter: Normalt lidt soven, lidt dril, lidt brok

Aften: Fruen sover

Men … engang imellem skal hendes vaner jo desværre brydes. Og det blev de i dag.

Vores hoveddør, altså vores dør fra opgangen og ind til lejligheden skulle males. Dette betød jo at – af gode grunde – at døren skulle holdes åben.

Det her var jeg jo ikke just begejstret for. For jeg har kun mulighed for at lukke Ronja ind i køkkenet eller badeværelset. Eller alternativt at lukke hende ind i transportkassen.

De to første muligheder skrottede jeg med det samme. Så det blev transportkassen. Men dels kunne jeg ikke lige få mig selv til at byde hende at sidde i den kasse syv timer – og dels fandt jeg ud af, at hun er vokset fra kassen.

Hun er simpelthen blevet for stor til at være inde i den største kattetransportkasse, der findes. Så tredje mulighed var en umulighed.

Så enden på det hele blev, at jeg har siddet vagt i entreen for at genne hende ind i stuen igen, når hun var på vej ud for at jage de “grimme mænd” væk.

Ronja fik luftet hele sit følelsesregister i dag. Og jeg fik sved på panden. Det har ikke just været den bedste dag og vi måtte også holde en timeout i køkkenet. Denne gang var det hende, der lige røg i tænkeboks bag lukket dør. Bare en halv times tid, ellers havde hun ædt både “de fremmede” og mig.

Men da det hele endelig var overstået, var hun morderlig stolt over, hvor fint det hele er blevet.

Og så klaskede hun bare sammen på gulvet. I total udmattelse …

Og jeg gjorde det samme i sofaen.

Vi kommer til at sove godt begge to i nat

 

Det filtrer stadig

Dagens høst af filt

Dagens høst af filt

Ronja er gået i fældning – eller rettere: Filtning. Hendes pels filtrer så guderne må sig forbarme. Jeg bruger meget tid på at sidde møjsommeligt at få knuderne væk. Både børste, kam, saks og fingre kommer i brug.

Sidst nævnte bliver så også jævnligt bidt i. For det er ikke altid lige rart for Fruen at få filtret sine rastalokker ud.

Men den skal jo gøres. Og vi bruger da tiden til at få lidt hyggetid og snak, indtil hun selv siger stop. Hun siger så som regel stop – Efter hun har fået nok. Så får jeg lige et hak i fingrene eller kammen får et fur.

Men … det er jo kun en overgang, og jeg skal nok få has på alle de genstridige filtninger. Måske skulle jeg karte hårene og få vævet et tæppe??

 

Vi er her endnu

Jeg er her endnu

Jeg er her endnu

Der har været meget stille her på egokat. Desværre. Vi har haft lidt turbulens i vores daglige rutiner, og det har tæret på overskuddet til at skrive et indlæg.

Jeg fik et midlertidigt vikariat og når man har siddet hele dagen med skærmarbejde, har man ikke den store lyst til at fortsætte derhjemme.

Men nu er vikariatet slut, og jeg er hjemmegående igen. Dette passer Ronja fint, men så er min gamle mor blevet endnu ældre, og må nu nødtvunget bede mig om hjælp til blandt andet indkøb. Og det gør jeg selvfølgelig med glæde.

Så ryger der endnu en halv dag med det og når jeg kommer hjem, vil fruen selvfølgelig serviceres og nusses.

Derudover røg Papfar på hospitalet med en sprængt blindtarm og efterfølgende komplikationer. Så Ronja har ikke set sin bedste ven i et pænt stykke tid. Og jeg måtte passe hans frue, mens han var indlagt.

Så der har været lidt travlhed her på det sidste, men nu er der vist kommet styr på det igen. Papfar er hjemme hos sin frue, og Ronja glæder sig vist til at se ham igen, når han er kommet lidt til kræfter.

Nu tror jeg, at vi kan få de daglige rutiner tilbage og jeg kan få overskuddet til at skrive igen om Ronja. Og være en god oppasser og tjener for Ronja.

 

 

Absolut madro

Absolut madro ønskes

Absolut madro ønskes

Ronja er lidt af en personlighed. Ingen tvivl om det. Hun har sine helt egne meninger om, hvordan huset skal køres, og hvordan alt skal foregå.

En af hendes ideer er, at der skal være absolut madro. Hvilket vil sige, at når jeg serverer hendes mad i køkkenet, skal jeg bare ud af køkkenet.

Hun sender mig de helt specielle blikke, der signalerer: “Jeg vil have absolut madro”. Og det får hun da også.

Jeg må så bare time min madlavning, men det går da også. Jeg har jo efterhånden træningen efter så mange år med hende.

Desværre går det ikke begge veje. Hun respekterer ikke mit ønske om absolut madro. Tvært imod vil hun hellere end gerne dele min mad med selv sig. Der har hun ingen hæmninger.

Desværre. For jeg nyder også min mad i fred, eller bare i det mindste uden en kat, der har lange poter og stjæler min velfortjente mad.

Men man kan nok ikke forlange alt, når man bor sammen med en diva.

Noget om at fistre

Udmattet efter udførelse af fistring

Udmattet efter udførelse af fistring

Ronja er verdensmestre i at fistre. Hun behersker den ædle kunst som ingen anden. Hvis man ikke lige ved, hvad fistre er, kan jeg, det ydmyge fistreoffer, forklare det.

At fistre er: At være irriterende. På en meget aktiv og provokerende måde.

Ronja begynder at fistre, hvis hun er utilfreds med et eller andet. Eller hvis jeg er optaget af noget andet end hende. Så går turen over sofabordet, hvor diverse væltes ned.

Derefter over til mig igen i sofaen. Gerne stående med bagbenene på bordet og forbenene med kløerne godt nede i mine lårbasser. Man skal jo ikke falde ned.

Dernæst et afsæt over på mig, hvorpå hun vender sig om og gør det hele igen, bare med omvendt fortegn. Og sådan kan hun blive ved.

Frem og tilbage.

Forleden nat, da vi var gået i seng og faldet til ro i vores hyggetid, så jeg, at jeg havde glemt at slukke lyset på badeværelset. Ergo op – og slukke. Tilbage i sengen igen.

Et par minutter efter kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at tage en steg ud af fryseren, der gerne skulle nå at tø op til dagen efter.

Op igen. Frem og tilbage.

Nu begyndte Fruen at blive lidt irritabel over forstyrrelserne. Men hun var stadig sød og rar.

Da jeg havde lagt mig igen, kom jeg i tanke om, at telefonen nok skulle i opladeren.

Op igen. Frem og tilbage.

Nu var Fruen rimelig sur. Og da jeg kom tilbage fik jeg læst og påskrevet:

NU HOLDER DU OP MED AT FISTRE. DET ER VILDT IRRITERENDE. DIT BEHÅREDE FISKEFJÆS.

Og nej, jeg bliver aldrig verdensmester. Men jeg er godt på vej …

Diva med runde kinder

Kindposerne skal fyldes indimellem

Kindposerne skal fyldes indimellem

Det er ikke meget, jeg har set til Ronja på det sidste. Vejret har jo ikke ligefrem været det bedste. Det har været trist, gråt, koldt og kedeligt. Og derfor holder fruen sig under enten tæpperne eller dynerne.

Men … jeg fangede hende på et tidspunkt oppegående. For selv en diva må spise. Men hun er ikke meget for at være ude i “kulden”, så det foregår nærmest på neglespidserne, når hun farter ud i køkkenet efter forsyninger.

Her fylder hun kindposerne godt op, og så er det retur til dynen eller tæppet i sofaen. Her ligger hun så og hygger sig, mens tørkosten (eller kiksene, som vi kalder dem) langsomt får lov til at smelte i munden på hende.

Det er så hyggeligt! Jo, på en måde – for hun ligger bare og spinder saligt. Men det er også lidt af et svineri, for det er jo ikke alt, der bliver i kindposerne. Der er en lind strøm af … hmmmm … opløste kiks.

Men, alligevel, det er nu meget sødt og ret bizart at hun gør det. Og jeg overlever nok lidt kattesavl. Bare hun har det godt.

Forår – Hvor?

Ronja har jo lyttet til dels radiospeakere, der har annonceret foråret er her den 1. marts og dels har hun også kigget i almanakken. Det burde være forår!! Alle kloge hoveder siger det.

Og derfor valgte Fruen at vende sig om inde i sin egen hjemmelavede  rullepølse i tæppet, som hun stort set har boet i hele den kolde periode.

Men … et er kalendere og eksperter. Det er stadig ikke forår. Men jeg fik fik da et glimt af Ronja, da hun lige stak snuden ude fra tæppet.

Og hun krøb ind igen.

Siden er det som sædvanligt kun sporadisk, jeg får fornøjelsen af at se hende

Men jeg ved da, at hun lever – og har overlevet vinterens strabadserP1010489