Jeg har en ny bedsteven – så snitterne væk
Før i tiden, da det kun var Ronja og jeg i lejligheden, var det os, der var verdens bedste venner. Vi sov sammen. Vi delte hemmeligheder og mad sammen. Vi hyggede. Og okay engang imellem blev det for meget for fruen, så jeg blev tacklet, bidt og angrebet … men vi var bedste venner.
Nu har hun fået en ny bedste ven. Og det er den store venskabskærlighed.
Jeg bliver totalt ignoreret, når bedstevennen er i nærheden. Før i tiden var Ronja jaloux på mine bedstevenner, og kunne nedstirre dem i den grad, at de blev nervøse og bange. Især når hun lige viste tænder og fremkom med en højlydt snerren.
Nu er det mig, der bliver udsat for samme behandling af Ronja, når bedstevennen er i nærheden. Hun viger ikke fra hans side, og jeg skal helst ikke overskride hendes usynlige grænser, der åbenbart findes mellem os.
Jeg synes, det er fint, at hun har en bedsteven foruden mig. Men jeg er lidt (kun lidt) skuffet over, at jeg ikke bliver inddraget i fællesskabet. Sådan en lille farisær 🙂
Jeg er kun god nok, når der skal uddeles mad og godbidder. Men det må jeg jo så bare tage til takke med.
Men … jeg er lidt skuffet over at blive ignoreret af fruen
High five til mig – kan stadig trods min alder
Ronja er verdens bedste ven. Verdens bedste overlæge, kirurg-sygeplejerske-sosu og psykolog. Hun påtager sig alle kasketter, der findes her i livet.
Men den evne, hun har fundet frem fra sine urinstinkter er “den ultimative jæger”.Forleden kom jeg hjem, og jeg kunne godt se, at Ronja var stolt over et eller andet. Og dette kan betyde, at hun har ryddet op på sofabordet, spisebordet eller bare generelt ryddet op et eller andet sted.
Som så betyder at jeg skal samle op efter hendes oprydning.
Hun blev dybt skuffet, for jeg kunne ikke lige umiddelbart ikke finde ud af, hvorfor hun var så stolt. Alt så okay ud. Ingenting væltet (næsten ingenting). Ingen skader eller andet, der kunne indikere, at hun havde været gået i rengøringshumør.
Indtil dagen efter. Hvor jeg samlede vasketøj samme. Mellem et par sokker fandt jeg et styk mus. Godt gennemgnasket og død.
Så hendes jagtinstinkter er også kommet retur efter sin månedlange sygdom. Og gudskelov for det … en mus mindre. Og en meget stolt gammel kat, som bare bliver rost så meget.
Og Ronja er den største af ALLE … musejægere indendørs 🙂
Og her er resultatet:
Bøllen i sin nye kasse
Ronja bliver mere og mere sig selv efter at have været skidtmads de sidste mange måneder. Man fristes næsten til at sige, at hun er blevet endnu sig selv. Forstået på den måde, at hun er en frygtelig bandit nu.
Snørebånd er blevet endnu sjovere at lege med end da hun var killing. Især hvis snørebåndene er ved at blive snøret af en tobenet, som har travlt med at komme ud ad døren.
Godbidder er noget, der skal serveres, når hun sender blikket – og det kan bare ikke gå for langsomt. Især ikke hvis man kommer til at kaste en lille blik over på slikdåsen. Hun helmer simpelthen ikke.
At gå i vejen, endnu mere end før hun blev syg, sætter hun en kæmpe dyd i. Især hvis den tobenede har noget i begge hænder. Man skal bare tackles …
Apropos at tackle: At ligge i flyverskjul og når der så kommer to ben forbi – så er det stensikkert man bliver tacklet. Og selvom vi er klare over det, bliver det lige overraskende hver gang.
Hun elsker kasser. Endnu mere end før. Hun har sin faste papkasse på en stol ved spisebordet, og denne kasse værner hun om. Hun har så fået en ny (midlertidig troede vi) på gulvet. Og denne kasse er verdens bedste flyverskjul. Herfra kan hun se køkken, stue og gang. Endnu bedre end fra “natkassen”.
Men denne kasse bliver hærget efter alle kunstens regler. Der bliver kradset ud til en billardkælder (tror jeg). Der bliver bidt i den og flyttet rundt i med den i det uendelige.
Man skulle ikke tro, at hun har været så syg. Men hvor er det skønt at se og opleve at Ronja er den lille bøllefrø, som vi i den grad har savnet … Og vi vil ikke være foruden hendes narrestreger.
Ronja is back
Der har været utroligt stille på denne front. Vi har alle været ramt at sygdomme og alskens mærkværdige djævelskaber. Men den værste og den største bekymring har været Ronja.
Hun har været syg – og læs: Rigtig syg. Vi havde jo taget den tunge beslutning om, at NU skulle hun forlade os. Vi ringede til diverse dyrlæger for at få en ud at give hende fred.
Vi ville ikke udsætte Ronja for yderligere stress ved at forsøge at få hende ind i transportkasse og dernæst en køretur for at afslutte i en neonbelyst ildelugtende dyrlægeklinik. Derfor ville vil have en dyrlæge ud til os, så hun kunne sove ind i trygge og kendte omgivelser.
Men selvom vores intentioner var gode, var det ikke lige sådan at finde en dyrlæge, der tager ud til katte (jo – til de store husdyr) men katte, nej – med mindre man var kunde i forvejen.
Dette var jo en anelse svært, eftersom Ronja ikke har været til en dyrlæge i de sidste 12 år. Så vi er ikke kunder hos nogle dyrlæger.
Så mens vi tænkte over denne hurdle, begyndte Ronja at blive mere og mere kvik. Hun begyndte at få pels igen. Hun begyndte at få glimt i øjnene igen. Og hun begyndte langsomt at finde sig selv igen.
Hun har overlevet og vi ved ikke rigtig, hvad hun har fejlet. Men hun er tilbage igen – i fuld vigør, bandithumør og utrolig drillesyg.
Det er så dejligt og rart, for vi har virkelig været så bekymrede for hende og triste over at sige farvel til hende.
Men … hun er her endnu 🙂
Mit sommerhus
Ronja har i den grad indtaget huset. Hun huserer på første-salen og i skunkene. Hun ejer køkkenet, og på hendes nåde og velvilje må vi gerne være derude, også når hun spiser.
Hun elsker at ligge på spisebordet, hvor hun også har en papkasse stående, hvis vejret er grimt (udenfor), så kan man da altid ligge derinde i kassen i ly.
Hun har et gemmested på kontoret i en pose med nogle dyner og soveværelset er helt ubetinget hendes. I entreen har hun fundet eller skabt sit helt eget lille hemmelige sted: Inde i skabet, tredje hylde til højre.
Så det eneste frirum vi tobenede har er: Badeværelset. Juhu. Her er døren lukket. Her kan VI lukke døren og ørene for fruen. Ingen hoppen op på skødet. Ingen tiggeri. Ingen brok. Fra fruen. Her kan vi bare slappe af …
Forleden sad jeg i frirummet og nød stilheden. I øjenkrogen så jeg noget bevæge sig. Af gode grunde kunne jeg ikke lige reagere og finde ud af, hvad det var det var, der rumsterede.
Min første tanke var naturligvis mus. Men min fantasi kan godt være lidt mere grotesk, så jeg tænkte stor savlende rotte eller det der var værre.
Da jeg lidt efter undersøgte sagen, viste det sig, at vasketøjskurven er blevet inddraget af Ronja. Hun er ved at indrette et sommerhus, og dermed er vores sidste frirum væk …
Nu må vi til at finde et nyt. Måske drivhuset? Nå, nej, der huserer hønsene jo …
Måske skal vi bare investere i en skurvogn
Før jeg blev nedslidt
Det er godt nok længe siden, jeg har fået opdateret noget her. Men vi har været ramt af alskens sygdomme med dertil hørende administrativt arbejde, konsultationer på diverse sygehuse og selvfølgelig selve sygdommene, der naturligvis sætter en ud af spil.
Ronja har været en fantastisk overlæge, sygeplejerske og varme poter. Men … lige pludselig blev hun også syg. Ikke sådan syg-syg, men … ja. Hun begyndte at tabe sig gevaldigt og hendes pels blev værre og værre.
Det startede bare med nogle småsår hist og pist, men det eskalerede hurtigt og hun lignede en afpillet kat direkte hentet ind fra en kloak. Hun så forfærdelig ud.
Efter mange gode råd, eftersom ingen kan finde ud af, hvad hun fejler (andet end alderdom), får hun nu masser af gærtabletter og biothin i maden. Dette har hjulpet betydeligt, men hvergang hendes pels bliver fin, starter et nyt “hul”.
Men hun er frisk og rørig. Kan stadig irritere os, drille os og bare være den dejlige kat, vi elsker. Så vi er fulde af håb om, at vi stadig kan beholde hende længe endnu.
For hun er jo verdens bedste kat – og verdens bedste musefanger …
Mit fristed
Der har beklagelig vis været meget stille på egokat. Os tobenede har været ramt af sygdom, nogle af vores nærmeste er ligeledes ramt af sygdom, så det helt store overskud er der ikke helt. Endnu. Men det går da fremad.
Ronja har så været sygeplejerske for os herhjemme. Eller rettere hun har alle kasketterne på: Sosu, sygeplejerske, læge og overlæge. Hun tjekker os og passer os fint.
Men forleden dag var hun bare væk. Sådan i “helt væk”. Vi ledte i skunken. Førstesalen blev undersøgt. I stueetagen blev alt ligeledes undersøgt. Vi kaldte og sågar rystede posen med godbidder. Ingen Ronja-reaktion.
Både de synlige steder og naturligvis Ronjas hemmelige steder blev tjekket: Under dynen, under sofatæppet, i skabet og under trappen. (tys – det er hemmelige steder). Men ingen Ronja.
Her blev jeg nervøs for, at hun måske var smuttet ud. Så eftersøgningen blev intensiveret – og bingo. I vores rodehjørne til ting og sager til genbrugspladsen, havde fruen etableret sig i en indkøbspose og sov som en sten.
Nu er denne pose og dette sted det bedste sted i verden. Bare vi lige husker at hun ikke skal på genbrugspladsen …
Ronja sveder
Ronja, som ellers er så kuldskær, sveder. Hun kan næsten ikke klare varmen mere. Ligesom os andre – både tobenede og de fjerklædte.
Og ovenikøbet er vi jo lidt plaget af episoder, vi overhovedet ikke havde regnet med. Jeg er desværre blevet syg, så lige for tiden hedder det Bispebjerg Hospital i tide og utide.
Dette stresser os – inklusive Ronja. Derudover fik vi lige en feriegæst ved navn Klara. Vi syntes, Klara er en dejlig hund, men Ronja var af en anden mening. Desværre.
Så det var lidt problematisk lige at få kabalen til at gå op, så både Klara og Ronja kunne være her.
Men det lykkedes på en eller anden vis. Og nu er feriegæsten hjemme igen. Ronja kan slappe af og vi andre sveder bare videre
Ronja sveder stadig
Feriegæsten sveder også
Her har været meget stille på siden. Og det er ikke fordi Ronja er død eller syg. Jo , hun har været sympatisyg.
For begge tobenede i huset har været syge. Og så træder Ronja jo ind som overlæge, sygeplejerske og sosu. Hvilket har stresset hende lidt, så hun måtte også lige lægge sig. Og få lidt sygepleje.
Men ikke mere end at hun er på dupperne, eller rettere på poterne … hun stadig er overhovedet her i huset og især på førstesalen. Hun elsker sit vindue deroppe, hvor hun kan holde øje med haven, ænderne og hønsene (til dels) og markerne.
Og hun elsker at fange mus. Det er længe siden, der har været mus her i huset, men … hun nakkede lige en forleden. Hun bliver så stolt og glad, når hun afleverer sådan et kadaver til os. Naturligvis får hun stor ros for sin indsats, men hun bliver altid en kende sur over, at musen ryger ud på marken bagefter.
Jeg tænker tit over, hvor mange muselig ligger dybt inde i skunken? Men der lugter ikke derinde – endnu …
Ronja nyder sit landliv, sommeren og i det hele taget livet. Og det er pragtfuldt at se, hvordan hun bare er blomstret op.
Smeltet kat i sommervarmen
Musedræberen
Ronja har i høj grad ændret sin adfærd efter at have flyttet på landet. Inde i byen, da hun var lejlighedskat, var hun bange for hvepse og brumbasser – sågar edderkopper, hvis de fik forvildet sig ind.
Men nu har hun åbenbart fundet sine ur-instinkter frem. Hun jager og slagter alt flyvende her på farmen. Og godt at jeg ikke ser det – for jeg er selv bange for hvepse og brumbasser. Men hun slår dem ihjel med hård pote – og hun er stolt som en pave.
Forleden kom vi hjem, og det lille kludetæppe vi har liggende lige indenfor stuen var pænt lagt sammen! Vi troede bare, at hun som vanligt var kommet med 180 kilometer i timen og så skredet i tæppet. Og det grinte vi lidt af.
Men da vi et stykke tid efter lige ville rette tæppet ud igen, mødte vi dette syn:
Og her er gaven
Så nu er vi begyndt på – igen – lige at tjekke under dyner og tæpper om den store musedræber har lagt en lille hilsen til os
egokat 